Investor

Formand for Finansanalytikerforeningen Jens Houe Thomsens tale

Ved Den Danske Finansanalytikerforenings nytårsmiddag fik NORDEN mandag overrakt foreningens Informationspris 2009. 

Formand for Finansanalytikerforeningen Jens Houe Thomsens tale:

DS Norden har en både dyb og bred informationshelhed. Der gives mange og meget detaljerede informationer, og de formidles til aktiemarkedet gennem både årsrapport, hjemmeside og gennem den løbende kontakt med investorer og analytikere.

De særdeles udfordrende betingelser, som DS Norden gennem de seneste 18-20 måneder har drevet sin virksomhed under, har på ingen måde fået selskabet til at gå i ”informationsmæssigt flyverskjul.” Tværtimod er den vanskelige markedssituation håndteret flot. Både ledelse og IR-funktion har været tilgængelige og serviceret aktiemarkedet i den vanskelige periode, og det høje informationsniveau er fastholdt og på visse områder udbygget. DS Norden bliver ved med at udvikle sig – og det stiller krav til kreativiteten, for mig bekendt er der ingen rederier globalt, som leverer en bedre informationshelhed end DS Norden. Rederiet er standardsættende, også på informationsområdet, det er et faktum, som man får bekræftet, når man taler med udenlandske shippinganalytikere. DS Norden har i kvartalsmeddelelserne en transparent opgørelse af den teoretiske NAV, der er en god beskrivelse af, hvor stor kapacitet, der fremadrettet rådes over, og i hvilket omfang denne kapacitet er afdækket og der er i det hele taget mange relevante tabeller i meddelelserne, som giver en god dybde i informationen.

Med et løbende frasalg af skibe, regulering af værdien af hedgingkontrakter samt de volatile fragtrater må DS Norden i sagens natur løbende tilpasse egne forventninger til årets resultat. På hjemmesiden kan man følge udviklingen i indtjeningsforventningerne gennem de seneste år, men en kort kommentar til ændringen og en henvisning til den meddelelse, hvor ændringen blev annonceret. På hjemmesiden kan man også hente DS Nordens nyhedsmagasin, og man kan se resultaterne af en kreativ anvendelse af visuelle medier til præsentationer af selskabet og af værdier, mission og vision samt en række andre emner.

I årsrapporten genfinder man naturligvis de mange informative detaljer fra kvartalsmeddelelserne. Hertil kommer blandt andet en særdeles grundig og detaljeret CSR rapportering, der efterlader indtrykket af et rederi, som tager miljøudfordringen meget alvorligt – og som vel også ser en forretningsmulighed i at gennemføre besparelser i takt med at CO2 udledning reduceres, og ikke mindst i forhold til at leve op til de krav, som forventeligt vil blive indført til rederiernes miljøpåvirkning. Der er ligeledes en gennemgang af selskabets egne forventninger til årets resultat, og af hvordan, hvornår og hvorfor disse forventninger blev ændret i årets løb. Denne gennemgang vises også på hjemmesiden, og følges løbende op, så man kan se, i hvilke fondsbørsmeddelelser, der er ændret på forventningerne. Norden valgte at give en detaljeret guidance for 2009, på trods af de vanskelige markedsvilkår. En af årets store udfordringer har været visse kunders evne og vilje til at honorere de indgåede aftaler. Her har Norden valgt i den løbende rapportering at give detaljerede oplysninger om udviklingen i modpartsrisikoen.

I tillæg til den flotte rapportering har Norden en velfungerende IR afdeling, der sammen med selskabets ledelse gerne stiller op til møder med investorer og analytikere. At det bliver til en del præsentationer i løbet af året kan man se på hjemmesiden, hvor slides fra de afholdte præsentationer kan downloades.

Alt i alt er der tale om en flot informationshelhed, som igen i det forgangne år er udviklet yderligere, og som i høj grad kan tjene til inspiration for andre.