Administrerende direktør Carsten Mortensens takketale
Ved Den Danske Finansanalytikerforenings nytårsmiddag fik NORDEN mandag overrakt foreningens Informationspris 2009.
Administrerende direktør for NORDEN Carsten Mortensen:
Mange tak til Jens for de pæne ord.
Jeg er naturligvis stolt over at modtage denne pris på NORDENs vegne – og jeg er super-stolt af mine medarbejdere, som har æren for, at vi er nået så langt med formidlingen af, hvad vi går og laver i Rederiet.
Vi bruger ikke endeløse ressourcer på IR og finansiel kommunikation i NORDEN. Langt fra. Til gengæld tror jeg, at vi har de rigtige ressourcer, og at vi bruger dem fornuftigt … - og det kan denne pris vel godt tages til indtægt for.
Vi har et lille team, som brænder for sagen, og som kan deres metier. Og det team er så centralt placeret i forhold til strategi, rapportering, drift, markeder og forretningsudvikling, at de ved, hvad der foregår – og hvorfor det sker. Derfor kan de servicere analytikere og PM’ere kvalificeret. Og de kan også foretage de nødvendige prioriteringer i vores kommunikation. For kunsten er jo ikke bare at informere meget – kunsten er at turde vælge og fravælge, så man informerer om det, der er vigtigst for bedømmelsen af en virksomhed.
Desværre var jeg ikke til stede under dagens debat mellem 3XPeter – Straarup, Engberg og Schütze. Men jeg kan gætte mig til, at de 3 herrer også talte om risici og volatilitet… Lad mig røbe, at det er ting, vi også kender i shipping….. Det kan jeg illustrere med, at raterne på de største tørlastskibe – Capesize – alene sidste år svingede mellem 5.000 og 100.000 USD!..... 5 og 100.000.
Det siger sig selv, at hvis ens salgspriser og markeder er så volatile i en periode, og hvis man samtidig uændret har en langsigtet ambition om at ha’ en rimelig stabil og fornuftig indtjening, så skal man agere resolut og konsekvent. Det har vi gjort. Vi har tilpasset forretning, kapacitet, omkostninger, organisation og investeringer ganske markant det seneste års tid. Jeg synes, det er fair at sige, at vi er lykkedes med det meste – måske ikke med alt, men med det meste. Vi har undervejs søgt at fortælle aktiemarkedet så åbent og ærligt som muligt om indsats og resultater. Og vi har søgt at holde fokus på dialogen, selv om jeg da gerne skal indrømme, at det har været svært at finde tiden til det.
Derfor er jeg ekstra glad for, at Regnskabsudvalget synes, at vi har holdt niveauet igennem krisen. Jeg tror ikke, vi har råd til andet. For flyverskjul koster på troværdigheden, og troværdighed kan man ikke få nok af.
Hvis min ældste søn på 13 år stod her, ville han måske sige, at denne pris gi’r NORDEN ”street cred” eller ”street credibility”…. Jeg vil sige det sådan: Vi har et godt billede af, hvor vi i dag er på omgangshøjde informations-mæssigt – og vi er glade for, at det belønnes, både med dagens fine pris, men også med øget opmærksomhed og en forbedret dialog med vores interessenter… Men når det er sagt, så er vi ligeså bevidste om, at der er områder, hvor vi kan forbedre os. Dem drøfter vi – og dem adresserer vi. Prisen i dag er en rigtig god motivationsfaktor i indsatsen med at hæve overliggeren på de rigtige steder – ikke alle steder, men netop de rigtige steder.
Så endnu engang: Mange tak til Regnskabsudvalget for hæderen – og for det velmente puf i den rigtige retning….. Og fortsat god aften!